Jeg er simpelthen så bange.
Jeg er lammet af frygt.
Så hvad jeg gør jeg, hvor starter jeg?

Jeg tager et skridt. Jeg ser verden herfra.
Jeg vælger at sige: – Det skridt var nemt. Det ku’ jeg godt gøre. Det kan jeg godt gøre en gang til.

Jeg ta’r endnu et skridt. Jeg er i gang med at gå.

Sådan kan jeg se min frygt i øjnene. Ikke ved at tro, den går væk. Ikke ved at tro, jeg ikke har den. Ikke ved at gå uden om den. Men ved at gå, selvom det føles som om, jeg kommer til at gå lige ind i den. Men det er som om at skridtet, jeg tager, får frygten til at mindskes.
Som med tåge. Som tågen der ser så uendeligt tyk og ægte og skræmmende ud, hvis jeg kigger langt hen ad vejen. Tågen ser ud, som jeg ville skulle skære mig igennem den. Men ser jeg i stedet på vejen foran mig, bliver tågen aldrig så tyk, at jeg ikke kan se mit næste skridt. Angsten ligger i at jeg tror, jeg skal kunne se hele min vej foran mig, for at være tryg.

Jeg er simpelthen så bange. Jeg dirrer af ubehag. Jeg græder.
Men jeg går i mens. Eller jeg synger. Eller jeg danser. Jeg forsøger hele tiden at bevæge mig og jeg opdager, at bevægelsen er som at blive vugget i min mors arme.
Når jeg ikke lader frygten bremse mig, men i stedet bevæger mig på trods, så er bevægelsen alene nok, til at ændre min opfattelse af det frygtede. Måske fordi frygten kun kan fryse mig helt, hvis jeg står stille. Måske som i frost vejr. Hvis jeg holder mig i bevægelse, vil jeg stadig kunne fornemme kulden, men den bliver ikke dødelig. Hvis jeg derimod gav efter for kulden og lagde mig ned, resignerede, ville den kunne slå mig ihjel. Så ville den slå mig ihjel.

Så derfor går jeg. Derfor ser jeg skridt for skridt, hvor det er jeg går. Jeg bevæger mig uden at blive bange, fordi jeg ikke kan se hele vejen, jeg skal gå.

Og jeg fortæller mig selv: – Det her kan jeg godt. Jeg kan tage dette skridt. Jeg kan tage dette åndedrag. Og det næste. Og det næste.

Og sådan kommer livet tilbage til min krop. Min krop, der var ved at stivne af frygt, begynder at glædes. At vågne og smelte. Jeg mærker at tågen letter og kulden føles mindre allestedsnærværende. Solen glimter gennem tågelaget og der er noget dybt, der bølger op nede fra. Er det latter? Jeg mærker i hvert fald et smil, der bryder mit ansigts forstening og jeg får lyst til at tørre mine tårer væk.

Jeg løfter mit hoved og lukker mine øjne en stund. Nu kan jeg mærke solen på mit ansigt. Jeg behøver ikke engang bruge mine øjne for at vide, at vejen er foran mig. Min vej. Den vej jeg går. Den er lige her.

Og jeg går den. Nej vent – jeg danser den og ler!