Jeg var ude at slås i går!

Ja, jeg var og det var henrivende skønt og medrivende lækkert. Jeg regnede med, at det ville være det, fordi de få gange jeg i mit liv har slåsset med proces for øje, har det været utroligt givende og lærerige.

Det var Tigerekspressen, der lavede workshoppen: Slås for Processen.
Tigerekspressen arbejder bl.a. med tantraproces, meditation, dans og den slags og for nogen ville en slåskamp måske ikke hænge sammen med de ting, men for mig giver det så meget mening. Der var selvfølgelig en masse regler og en masse metoder til at kunne gå ind i en slåskamp med et fremmed menneske. Måder vi skulle passe på os selv og hinanden. Men ud over det var det bare at gå til den.

Jeg bad om at slås med én, der var stærkere end mig og en mand meldte sig. Jeg ville gerne have lov til at kunne bruge alle mine kræfter og dét fik jeg sandeligt brug for. Og det er hér det bliver spændende. For hvad sker der i mig, når jeg for lov til at gå så meget amok? Hvilke mønstre vækkes? Hvilke tanke og emotioner?

For det første var min slåskamp ret tankeløs, da en masse dybe instinkter automatisk gik i gang. Så allerede her, var det et par minutters ren væren – ren meditation. Altså tankeløs væren i nuet. Og blot pga. dette, elsker jeg det allerede. Men hen mod slutningen, da jeg trættedes, kom der tanker om, at jeg måske var for meget med mine skrig og at jeg nok også hellere måtte afslutte, for at give plads til de andre.
Og der kom også en opgivelsesside frem i mig, som blev forstærket ekstra af disse tanker. Så jeg trak mig til sidst. Selvom jeg tror jeg havde en del mere i mig. Og måske trak jeg mig også, fordi den del i mig, jeg ville have hevet frem dér, ville kunne dømmes af mig som ”den sindssyge del”. Altså dér, hvor jeg giver fuldstændigt slip og hiver de dybeste overlevelsesinstinkter frem. Hvem kan mon tåle at stå overfor dem, kan jeg tænke. Men jeg tror nu sagtens, at min slåskammerat kunne ha´ taget det.

Og ja – det er genkendeligt for mig i mange af livets forhold. At jeg er bange for at være for meget. Bange for at stå for længe og for meget i min styrke – hvad nu hvis nogen synes, jeg var for meget?! Jeg er bange for at fremstå som grim, som hysterisk, som sindssyg. Så det er altså disse ord, jeg forbinder med min dybe kraft. Ikke et under jeg ikke har så meget lyst til at stå helt fast dér.

Og derfor har jeg lyst til mere. Mere slåskamp. Mere proces. Jeg vil gerne lære mine instinkter at kende. Jeg vil gerne omskrive mine domme på de sider, så jeg ikke kalder mig selv for sindssyg, når jeg går dybt i mig. Eller at jeg måske i hvert fald får det helt fint med, at jeg måske har en sindssyg side.
Jeg vil gerne kunne trække vejret, mens jeg slås. Jeg vil gerne kunne brøle fra et dybere sted, i stedet for at skrige som en stukket gris. Jeg vil gerne turde blive ved indtil mine dybeste kræfter kommer i spil. Jeg vil gerne lære at stå ved min styrke, mine grænser og mine holdninger uden at jeg tror, jeg skal lukke mit hjerte for at kunne det. Og det tror jeg faktisk at procesarbejde med slåskampe kan. Hvor underligt det måske end lyder.

Hvad tror du, det ville trigge/åbne i dig, hvis du skulle slås på den måde?